Endnu en 50’er størrelse helikopter dukkede op på det meget konkurrence prægede marked for netop denne størrelse RC-Helikoptere. Nemlig T-REX 600 fra Align.
Modellen kommer i en pap kasse, med alle dele forsvarligt indpakket/beskyttet. En del komponenter kommer pre-samlet fra fabrikken, men byggevejledningen anbefaler alligevel, at man lige undersøger om alle skruer har fået skruesikring (loctite). Det er en rigtig god idé, da jeg fandt en del skruer der IKKE havde fået Loctice. Der følger to små flasker skruesikring med, så brug den type, der anbefales i vejledningen. Skruesikring virker ikke så godt på plastik, så der skal du bruge sekundlim. Det følger ikke med.

Selve byggearbejdet, begynder med samlingen af rotorhovedet, inklusive montering af flybar og padler. Husk at vende tryklejerne korrekt (ringen med det største hul skal være tættest på rotorakslen). Padlerne er med lettehuller i den bagerste del, og det giver dem en vægt på 17g. Der sættes nogle sorte klistermærker på padlerne, så hullerne lukkes. Gad vide om de klistermærker holder i længden ?

Herefter samles hovedtandhjul og autorotations enheden samt koblingsklokken. Sørg for at spænde de små 3 x 7 mm skruer (S83007) fast lidt efter lidt i ”stjernemønster”, så det store tandhjul ikke bliver trukket skævt. Jeg bruger et afballancerings apparat, til at kontrollere, om det hele kører nogenlunde lige. Tandhjulene kan godt være en anelse skæve allerede fra fødslen. Ved at dreje lejehuset rundt til det næste hul – eller det næste igen – inden skruerne skrues i, er det muligt, at rette eventuelle skævheder op.

Nu samles kroppen, der består af to sideplader, som holdes sammen af alu-afstandsstykker og plastik lejeblokke.

Som byggevejledningen foreslår på side 11, er det en god ide, at sætte rotorakslen ned gennem de 3 lejeblokke, inden alle skruerne i kropssiderne spændes. Rotorakslen skal næsten kunne falde ned gennem de 3 lejer af sig selv. På den måde tilsikres det, at kroppen ikke er blevet vredet skæv under samlingen. Man skulle ikke tro, det var muligt, men tro mig, det er det ! Jeg havde i første mgang allerede spændt skruerne fast inden jeg forsøgte at skubbe rotorakslen på plads, og det var ikke så nemt. Så jeg løsnede skruerne i sidepladerne igen og vupti……så faldt akslen på plads af sig selv !

Planlægger du senere at bruge en governor, skal sensoren monteres inden resten af kroppen laves færdig. Placeringen af sensoren på indersiden af kropssiden, er ikke særlig service venlig, da den er meget svær at komme til efterfølgende. Den burde efter min mening som standard, monteres udvendig. Det kræver så, at man selv laver et hul i kølehuset, så der bliver adgang til magneten.
Jeg ville bruge en Throttle Jockey som governor, så jeg monterede sensoren i plastikhuset fra en defekt GV-1 sensor.

Throttle Jockey sensor monteres i GV-1 huset. Jeg satte de to halvdele sammen med et lille stykke krympeflex, så sensoren kan skiftes, hvis den skulle blive defekt.

Når først servoerne er monteret, er det MEGET svært at komme til sensoren igen. Kølehuset er forsynet med den påkrævede udskæring, så sensoren kan monteres i den korrekte afstand fra køleblæseren.
Tanken klargøres i henhold til vejledningen. Tanken i mit byggesæt indeholdt nogle små plastik rester, så sørg lige for at tømme tanken for fremmedlegemer, inden proppen sættes i. Desuden havde hullet i tanken en skarp kant, som jeg lige måtte fjerne. Brug forsigtigt en kniv eller et lille stykke sammenrullet sandpapir, så det bliver helt jævnt. Ellers kan man risikere, at gummidutten ikke slutter helt tæt. Da jeg vil montere en YS-50 motor – den laver et stort overtryk i tanksystemet – er det ekstra vigtigt.
Desuden ønskede jeg at afprøve en ny klunk fra OS, i stedet for den medfølgende.

Klunken fra OS er den ”svampeligende” tingest, øverst i billedet. Den røde O-ring monteres på klunken og sikrer, at tanken ikke bliver slidt i stykker. Ifølge OS skulle denne klunk kunne suge tanken helt tom, og gøre en header-tank overflødig………hmmm mon det nu også kan være rigtigt ?
Herefter monteres understel og tanken sættes på plads, så nu ser helikopteren sådan ud:

Nu skal motoren findes frem, og koblingen monteres som vist i vejledningen. Skal du bruge en governor, så husk at sætte magneterne på kølemøllen nu og sørg for, at de vender korrekt ! En magnet med sydpolen op og en med sydpolen ned. Du kan f.eks. sætte de to små magneter sammen, og så lave et lille mærke med en blyant på de to sider der vender ud. Så skal du bare lime magneterne fast i kølemøllen, mens mærkerne vender opad/udad. Hulleren i kølemøllen er allerede boret. Jeg valgte at montere en alu-kølemølle i stedet for den medfølgende af plastik. Alu-møllen vejer lidt mere, og det kan i nogle tilfælde give en jævnere motorgang.
Det er ikke strengt nødvendigt at afbalancere kølemøllen, men det kan kraftigt anbefales. Er der ubalance i køleblæseren, giver det nogle unødvendige og på længere sigt ødelæggende vibrationer.
Er kølemøllen ikke i balance, fjernes der en lille smule materiale fra bagsiden af kølemøllen, på det tungeste punkt. Fortsæt indtil kølemøllen kan hænge stille i en hvilken som helst position. Jeg afbalancerede kølemøllen med koblingen monteret, så den samlede enhed kom i balance. Det var – i mit tilfælde - ikke nødvendigt at fjerne noget materiale fra kølemøllen.

Afbalancering af kølemølle med kobling.

Her ses en af de to magneter. Magneterne er limet i med en lille dråbe epoxy lim.
For igen at minimere vibrationerne, brugte jeg et måleur, når kobling/kølemølle enheden monteres på motoren. Det var uden det store besvær muligt, at opnå en centrering på 0,02 mm. Præcisionen i produktionen har i dette tilfælde været super !
Er præcisionen ikke god nok, kan koblingen skrues af kølemøllen, drejes 180 grader, og skrues på igen (husk at afbalancere igen !). Det kan også hjælpe, at stramme de to skruer, der klemmer kobling/kølemølle enheden fast på motorens krumtap, på skift lidt ad gangen.

Når køleblæser/kobling er monteret på motoren, passes kølehuset til. Jeg måtte fjerne lidt materiale på undersiden, for at gøre plads til karburatoren på min YS 50. Dette er jo naturligvis motor afhængig, og ikke at betragte som en konstruktionsfejl.

Når lidt af plastikken på kølehuset er fjernet, er der afstand nok til karburator indsugningen.

YS 50 motoren monteret.

Det færdige arrangement af slanger og filter.
Imens byggeriet fortsætter med montering af radioudstyr, klagøres modtager akkuen af laderen.

Jeg har valgt at montere Futaba 9351 til styring af swashplaten, 9252 som gas servo og en GY-611 med tilhørende 9256 servo til halen.
Start med at montere de nederste servoer først. Ellers er det ret svært at komme til at holde på små plastik stykker – som servoskruerne skrues ind i – på plads. Sørg for at servoerne er korrekt centrede, før servohjul/servohorn monteres. Align laver nogle servohjul der netop har den korrekte størrelse til T-REX 600. Husk at bestille dem efter hvilke servoer du skal bruge - Futaba (HN-6048T), JR (HN6050T) eller Hitec (HN-6049T).

Align servohjul med den rigtige størrelse og 6-kant støbning til at holde møtrikken fast. Husk skruesikring !

Jeg bruger denne lille ”UniTest” til at nulstille servoerne med, inden jeg sætter servohjulene på.
Vær omhyggelig med at samle vippearmene til styringen af swashplaten, og sørg for evt. at bruge de små ekstra skiver, til at fjerne slør med. Det er skiverne vist på side 14 med følgende dimentioner: 5x7x0,2. Måske skal de bruges, måske ikke. Jeg skulle kun bruge en enkelt.
Jeg giver de små skruer (3x6 mm) - der holder vippearmene fast til akslen – skruesikring på hele gevindet. På den måde ”limer” jeg kuglelejernes inderste ring fast til skruen. Hermed fjernes yderligere lidt slør i styringen.
Nu er det tid til at få samlet halerotoren og halebommen. Undersøg igen de pre-samlede dele for skruesikring. Jeg fandt to skruer som IKKE var sikret. Det var de to skruer, som holder ”Control arm mounting bolt” på plads. Se side 17 i byggevejledningen. Vær også her opmærksom på at vende tryklejerne korrekt - ringen med det største hul skal være tættest på halerotor akslen.
For endnu engang at minimere vibrationerne, afbalancerede jeg hele halerotoren.

Sæt evt. et lille stykke tape på det letteste blad, indtil det hele er i balance. Det var ikke påkrævet i mit byggesæt.
Sørg for at gøre det tynde alu-rør lidt ru, der hvor kuglelejet skal sættes fast. Derved ”bider” sekundlimen meget bedre. Vær opmærksom på, at kuglelejet skal limes på 5 til 7 cm. forskudt i forhold til midten. Det gøres for at undgå uheldige egen svingninger.
Når det tynde alu-rør skal skubbes ind i halebommen, bruges det medfølgende gennemsigtige plastikrør. Kom lidt olie/fedt på gummidutten, så går det meget nemmere.

Plastikrøret fungerer som værktøj
Når halebommen skal skrues fast til kroppen, skal der bruges 6 skruer på begge sider. Vejledningens side 20 viser dog kun 5 skruer på venstre side af kroppen.

Den færdige halerotor
Nu kan hovedrotorakslen og rotorhovedet monteres, og de sidste stødstænger gøres færdige.
Jeg valgte selv at lave et beslag til ON/OFF kontakten, af et stykke 1,5mm aluminium. Jeg synes, kontakten var nemmere at komme til på den måde.

Det færdige beslag.

Beslag og kontakt monteret på modellen. Jeg har efterfølgende vendt kontakten således, at "ON" vender nedad ! Skulle man lande lidt hårdt, risikeres det ikke, at kontakten slukker !
Nu kan canopiet monteres. Det er muligt, at det skal ”skæres” lidt til. Det afhænger af, hvilken udstødning der monteres. Når er gjort, er der kun radio programmeringen tilbage, før den første testflyvning skal gennemføres.
Jeg kan næsten ikke vente !!

Flyveklar vægt uden brændstof 3,4 kg. Jeg har monteret 600mm SAB blade (135 g pr. stk.)

Jeg købte et andet canopy og satte på.
En models flyveegenskaber er altid en meget subjektiv oplevelse. Dette gør sig også gældende med T-REX 600. Afhængig af opsætning/dæmpning af rotorhovedet, programmeringen af radioen, valg af rotorblade samt omdrejningstallet på rotoren, vil modellen kunne "programmeres" til at flyve på netop den måde DU kan li' det !
Jeg startede med den standard opsætning som manualen beskrev. Det giver nogle afstemte og harmoniske flyveegenskaber, der uden tvivl ikke vil passe den ultra 3D-hungrende pilot. Skal modellen bruges til hård og kontant 3D-flyvning, skal dæmpningen af rotorhovedet gøres større. Det gøres ved at udskifte de 4 små gummi ringe (H60065T), som holder bladholderakslen (H60006T) fast. Align laver gummi ringe med forskellig hårdhed, ligesom andre producenters O-ringe passer.
Hvis du leder efter en model, som skal bringe dig videre fra de første forsigtige hover-ture, er T-REX 600 et rigtig godt valg